MANGA: 10 mageløse mesterværker

10.04.24
Japanske tegneserier er mere populære end nogensinde og vores liste med 10 mesterlige værker er både for begyndere og kendere. Her får du nemlig både klassisk eventyraction, avantgardistiske brødre og en vaskeægte Mangagud!

Japan er verdens mest tegneserielæsende land og japanske tegneserier – eller manga – nyder enorm popularitet over hele kloden. Ikke mindst i Danmark, hvor de japanske serier netop nu oplever en opblomstring med mange nye udgivelser.

Og uanset om du er garvet mangalæser eller helt grøn, så har vi sammensat en liste med anbefalinger, der stensikkert vil få læselysten til at vokse.

Med ufatteligt populære serier som ’Dragon Ball’ og ’One Piece’ (der er verdens bedste sælgende tegneserie nogensinde!), får du hæsblæsende og underholdende actioneventyr – mens storslåede ’Akira’ er mere dyster og dramatisk, cyberpunkfortælling. Ikke mindre storslået, dyster og dramatisk er samuraiserien ’Lone Wolf and Cub’, der ikke er oversat til dansk, men som kan lånes og læses på engelsk.

Man skal også læse engelsk, hvis man vil opleve de to avantgardetegnende brødre Tadao og Yoshiharu Tsuge. De brød igennem i det legendariske magasin Garo i 60’erne, med deres sære og særlige fortællinger om eksistenser på kanten af samfundet.

Det er ikke for ingenting, at Osamu Tezuka har to værker med på vores liste: Han kaldes ofte for Mangaguden på grund af sin enorme indflydelse og sine skelsættende værker. Her har vi valgt at anbefale ’Astro Boy’ om en lille androide-drengs eventyr side om side med Tezukas banebrydende biografiske Hitler-manga ’Adolf, a Tale of the Twentieth Century.’

Derudover er Jiro Taniguchis poetiske og stilfærdige erindringsfortælling ’Min fjerne barndomsby’ og Shigeru Mizukis rå skildring af livet som japansk soldat under Anden Verdenskrig, kommet med på listen.

Og husk: Manga læses traditionelt oppefra og ned, fra højre mod venstre!

Materialer