Gåsegrever, kattekonger og dansende dronninger

I 1736 udgav hoffets præst Erik Pontoppidan skriftet Sandhed til Gudfrygtighed og heri opfordrede han kongerigets præster til at slå hårdt ned på fastelavnsskikkene. På landet var der bl.a. væddeløb, hvor piger med løst hår og kun iført løb omkap over markerne med karlene. Umiddelbart lyder det som overvintrede frugtbarhedsritualer, men Pontoppidan var kontant, det var Djævelen, der kildrede ’den smagløse Almues Gane’ med ’Syndens Lokkemad’. Intet mindre, og det stod ikke bedre til i København, for her løb håndværkerne ’bedrukne’ omkring i gaderne.

Fastelavn var i det hele taget langt fra senere tiders børnevenlige fest med udklædninger og slik i kattedekorerede tønder. Kattene var der skam, men det var levende katte, der blev anbragt i tønder som et symbol på ondskaben, der skulle overvindes. Og det var ikke kun katte, det gik ud over.

Katten af tønden og hovedet af gåsen

Paa Amager katten Jages
af Mælketønden ud.
Paa samme Sted og drages
ved Gaasen Kattestrud
det hendes Hoved koster
dog Halsen er besmurt
med Sæbe (Askens Moster)
det kommer hende surt.

Sådan skrev Birkerødpræsten Henrik Gerner i 1670 om fastelavnsskikkene hos de amagerhollandske bønder.

Kattestrud er heldigvis gået af mode på samme facon som levende katte i tønderne, men her kappedes man om at trække hovedet af en gås. Fuglen blev ophængt i fødderne og fik halsen smurt med sæbe, så det var sværere at få fat. Vinderen, der fik titel af Gåsegreve, var ham, der fik trukket hovedet af den levende fugl. Nemt var det tilsyneladende ikke. Og ikke alle var begejstrede.

I 1693 fordømte Mikkel Hansen Jernskæg i ’Amagerlands og Indbyggeres korte Beskrivelse’ skikkene med at pine katte og gæs som ukristelige ’Abespil’ og beskrev hvordan karlene red til hest under rebet med gåsen: ’Tit løber Hesten bort, og Karl ved Gaase-Hals hænger’. Og ikke kun på Amager rev man hovedet af gæs, skal det retfærdigvis nævnes, skikken kendes bl.a. også fra Bergen, Nordsjælland og Mols.

Men for københavnerne var traditionerne hos de hollandske amagerbønder fascinerede. Ikke kun de almindelige borgere i byen, men også kongefamilien og hoffet drog i 1600-tallet til Store Magleby og den nye hollænderby (det senere Frederiksberg) for at se de ridende karle støde katten af tønden. Fastelavnsmandag 1683 var kong Christian 5. og resten af hoffet endog i Amagerdragter derude og kongen gav bønderne 12 og spillemændene 4 rdl. 

Dansende bønder, dansende dronninger

Turen gik også den anden vej. 13. oktober 1693 ankom amagerhollændere til Københavns Slot ’i Optog til Hest med Forker og Stager’, de var indkaldt af dronning Sophie Amalie til at være en del af festlighederne i forbindelse med prinsesse Anne Sophies forlovelse med kurprinsen af Sachsen.

Det var udenfor sæsonen, men de skulle fremvise ’deres sædvanlige Fastelavnsløjer, som aarlig holdes i mange tusinde Menneskers Paasyn i deres nærved Hovedstaden liggende Landsbyer’ skrev en af de tyske gæster. Herskaberne blev underholdt ikke kun med tøndeslagning med to katte, men også af ridning ’efter en levende Gaas’, der fik hovedet knebet af, som der står, og ’endelig dandsede de ogsaa omkring et Æg’.

Den selvsamme Christian 5., der i Danske Lov forbød fastelavnsløjerne, var begejstret for skikkene hos amagerhollænderne. Sammen med bl.a. den engelske diplomat Molesworth besøgte han i 1690 på Fastelavnsmandag Store Magleby for at se tønderidningen. De fine folk spiste af lertallerkener og dansede til sækkepibe sammen med de lokale, og kongen gav 6 rdl. til øl. Tilbage i København fortsatte festen på Charlottenborg, hvor man hos statholder Gyldenløve dansede hele natten iført amagerdragter. Det var tilsyneladende kun kongens ikke-amagerkanske undersåtter, der skulle holde op med at fastelavnsfeste.

Overlast alene for Vellyst

Igen i 1730 kom der forbud mod fastelavnsløjerne, pietismen bredte sig i kongeriget, og forlystelser på helligdage blev forbud. Det bekymrede åbenbart ikke amagerhollænderne. I 1731 skrev den nye præst Mathias Hviid i Store Magleby til amtmanden, at der fortsat blev revet hovedet af en gås Fastelavnsmandag, men hvad værre var, så festede både unge og gamle næsten hele fasten i ’Nætter og Dage med Spil og Drik saavel som Dansen’. 

Schouten, der var amagerbøndernes foged, protesterede; nok var der ’klinte i hveden’, men det var ikke alle, der var fordrukne, og han mindede om, at man tidligere havde ’danset for Majestæten og Herskabet’. Det var ikke hvem som helst, men Kongens Amagere, der nu fik forbud mod deres fastelavnsskikke.

Forbuddet stod dog ved magt, ikke mindst fordi pastor Hviid blev ved med at tordne mod deres ’syndige Sædvane’ med at ’martre Kreaturet (kattene og gæssene) og gøre det Overlast alene for sin Vellyst.’

Først i 1749 hører vi igen om fastelavnsfestligheder på Amager, eller rettere; de hyldede den senere kong Christian 7., der blev født 29. januar ved ’paa deres Slæder med Pauker og Trompeter og anden Instrumental Musique (holdt) et Optog forbi Slottet’. Fastelavnsløjerne var principielt stadig forbudt, men det var aldrig lykkedes helt at få bugt med fx æggedansen.

Tønderidningen var også blevet genoptaget en gang før 1771, for hoffet fik igen lyst til at se løjerne. Struensee udstedte 29. januar en tilladelse til, at amagerbønderne igen måtte ride fastelavn. På den måde kunne kongen, dronningen og hoffet igen se ’den paa nogen Tid formente Fastelavn’.

Året efter var Struensee og Caroline Mathilde ikke længere en del af publikum, da både danske og hollandske amagerbønder fra Store Magleby og Tårnby blev indbudte til at fremvise fastelavnsdanse på slottet Fastelavnsmandag. Bogtrykker Thiele i Store Helliggejststræde udgav senere en ’frydesang’, som hyldede kongen og hånede Struensee, helt i tidens ånd:
’Vor Konge da saa naadig var - Han kaldet os har - Udi et Gemak - Paa Æg vi en Dans da afstak.’