Mere om festivalen

 

Til Christianshavns Bogfestival fejrer vi litteraturen med forfatterforedrag, samtaler, litteraturvandringer m.m. i smukke og inspirerende omgivelser. Formålet med Christianshavns Bogfestival er nu som før: At præsentere god litteratur i nye rammer og på nye måder, så flere bliver inspirerede og interesserede i litteratur. Vi vækker i bogstavelig forstand litteraturen til live.

Følg festivalen på Facebook

Historien bag

Christianshavns Bibliotek og en række skiftende samarbejdspartnere står for den årligt tilbagevendende litteraturfestival Christianshavns Bogfestival. Bogfestivalen blev først gang afholdt i 2004. Det skete på og omkring Christianshavns Torv, og i forbindelse med Verdens Bogdag som altid fejres d. 23. april.

I 2010 blev det besluttet at festivalen skulle flytte rundt på Christianshavn og tematisere programmet efter stederne. Således har der tidligere været temaer om krigslitteratur på Nyholm og historisk litteratur ved Stadsgraven på Christianshavns Voldanlæg.

I 2015 og 2016 flyttede Christianshavns Bogfestival til Papirøen, hvor et samarbejde med Copenhagen Street Food resulterede i 2 velbesøgte og succesfulde festivaler under temaerne Papir og Vand.

I 2017, 2018, og 2019 var Boghandel/Skifter en vigtig samarbejdspartner, og med afholdelse i Hal C skabtes rammerne for nogle af de mest velbesøgte arrangementer. Med temaet Mure fik skabte vi 2019 en passage til det 'forbudte land' Christiania. 

På trods af corona-udfordringer lykkedes det i efteråret 2020 at gennemføre Christianshavns Bogfestival med en række arrangementer på Nordatlantens Brygge.

Siden 2021 er bogfestivalen spredt ud over hele Christianshavn, og endnu flere samarbejdspartnere har dermed fået muligheden for at være med.

Med mere end 20 år på bagen har Christianshavns Bogfestival efterhånden prøvet lidt af hvert, men det begrænser på ingen måde lysten og viljen til at afprøve nye og forskellige udtryk.